Der er religiøsitet, mystik, frygt og myte i spil, når man taler om tildækning og andre religiøse praksiser. I den forbindelse er jeg stødt på en italiensk-senegalesisk fotograf/multikunstner ved navn Patrizia Maïmouna Guerresi. Her vil jeg beskæftige mig med nogle af hendes fotografiske projekter.
Portræt af Patrizia Maïmouna Guerresi
Guerresi er fødti 1951 i Italien i en katolsk familie. Hun konverterede til Sufi islam, da hun blev gift med en senegalesisk mand. Sufisme er en gren af islam, der er drevet af en religiøs mysticisme, som vi især i Vesten forbinder med sufidansen, som er en metode til at opnå en tranceagtig forbindelse mellem mennesket og gud (i dette tilfælde Allah).
Patrizia Maïmouna Guerresis fotografier viser mennesker, der har har overskredet virkelighedens rammer. Personerne svæver i rummet i dragter, der synes at ophæve tyngdeloven. Måske er personerne netop som i en mystisk trance i forbindelse med noget, der overskrider grænsen for vor helt normale hverdagsagtige opfattelse af virkeligheden. Dragterne, som personerne er iklædt, er det eneste, som holder mennesket forbundet med det jordiske.
Dragterne er inspireret af den afrikanske virkelighed som Guerresi oplever, og hun skaber selv dragterne eller kostumerne. Når jeg ser på fotografierne ser jeg traditionelle dragter, hovedklæder, og nogle gange er det som figurerne symboliseret minareter eller kirketårne, der rækker mod himlen, og personerne på fotografierne er ikke virkelige personer, men symboler og mindelser om en dimension i menneskets natur, som ligger skjult hos de fleste. Mennesket selv er en helligdom, der rummer uanede muligheder og energier.
Selv om universet i fotografier primært får mig til at tænke på Islam, opfatter jeg egentlig at udtrykket er tværreligiøst. Jeg ser også mindelser om kristendom, jødedom, naturreligion og sågar
a-religiøsitet.
Ud over de tankevækkende perspektiver som fotografierne sætter i gang hos mig, glæder jeg mig også over det tekniske og kunstneriske niveau i Patrizia Maïmouna Guerresis fotografier. Hun er ganske enkelt en fremragende visionær kunstner, som jeg er begejstret over at have stiftet bekendskab med.
(Scroll/rul ned af siden for at se de pragtfulde billeder.)
Hvis du har fået lyst til at vide mere om Maïmouna Guerresis er her et link til hendes hjemmeside: http://www.maimounaguerresi.com
Det var et fotografi af en ung kvinde i traditionelt iransk tøj med en boombox på skulderen. Billedet var tonet. Det lignede et etnografisk fotografi fra gamle dage, men boomboxen førte billedet helt frem til nutiden. Det er et par år siden jeg på denne måde stødte på Shadi Ghadirians navn.
Den unge kvinde står i traditionelt klædning i et gammeldags studio setup.
Da jeg var i Iran sidste år stødte jeg på navnet igen i en boghandel i en bog med iranske fotografer. Shadi Ghadirian. Hjemme på hotellet i Tehran prøvede jeg at slå navnet op på min telefon, men der var ikke lige forbindelse til Google den dag. Pyt, jeg fandt hende på Instagram, hvor jeg så en masse fotografier. De fleste så private ud, men ind i mellem var der nogle, der ruskede i mig.
Portræt af Shadi Ghadirian
Tilbage i Danmark fandt jeg så hendes hjemmeside. Et smukt, enkelt sort design med masser af fotografier. Jeg klikkede ind på de biografiske oplysninger, og ganske kortfattet stod der følgende:
Shadi Ghadirian
Born in 1974, Tehran, Iran B.A degree in Photography, Azad University, Tehran, Iran Working for: Museum of Photography (Akskhaneh Shahr) Photo Editor of Women In Iran Site (www.womeniniran.com) Manager of the first Iranian specialized photography site (www.fanoosphoto.com).
Derefter følger en opremsning af hvor hun har udstillet, og på hvilke museer, hun er repræsenteret.
Wikipedia er heller ikke rundhåndet med biografiske oplysninger. Dog kan man læse, at Shadi Ghadirian foruden de fotografiske projekter, også har lavet forskellige videoer.
Shadi Ghadirian arbejder med fotografiske serier. Det vil sige at hun tager et tema, en præmis eller måske en fordom og bearbejder så dette ud fra egen holdning og ståsted.
Fotoserien Qajar.
Biledet af den unge kvinde med boom boxen stammer fra en serie, Shadi Ghadirian offentliggjorde i 1998. Serien hedder Qajar, hvilket refererer til en periode i persisk historie fra ca 1785 til 1925. Hun kombinerer sine modeller, der i denne serie hovedsagligt er veninder og kvindelige familiemedlemmer, med en traditionel portrætopstilling i et atelier. Portrætter fra den oprindelige Qujar periode viste ofte den portrætterede med en yndlings- eller værdigenstand. Det erstatter Shadi Ghardirian så med en moderne genstand. Det er ofte en “forbudt” eller “tabubelagt” genstand så portrættet af den traditionelt klædte kvinde i de traditionelle omgivelser næsten antager en ikonagtig kvalitet. De viser også den komplicerede virkelighed, som de iranske kvinder lever under, fanget mellem tradition, påbud og modernitet. Samtidig viser de også den dobbelthed, der eksisterer i Iran, mellem det offentlige liv og det private.
Det der slår mig ved disse fotografier er, at kvinderne og de unge piger ser beskueren lige i øjnene med stolthed og interesse. Præcis som man oplever ved et besøg i Iran. Øjenkontakt bliver ikke undgået.
Shadi Ghadirian siger selv om serien: “This conflict between old and new is how the younger generations are currently living in Iran. We may embrace modernity, but we’re still in love with our country’s traditions.”[
Herunder kan man se et lille udvalg af fotografierne fra Qajar Serien:
Fotoserien Nil,nil.
I en serie fra 2008, Nil,nil, sætter Shadi Ghadirian hverdagsting fra hjemmet sammen med objekter, der er knyttet til krig: patroner, stålhjelm, gasmaske og så videre. Hun fortæller selv, at hun ønsker at vise, hvordan krigen påvirker os alle til dagligt, hvordan nogle er i krig og andre hjemme og venter på dem, som er i krig. Der er en bevidsthed i Iran om krig. Overalt i byerne mødes man af plakater med billeder af martyrerne, de faldne i krigen mellem Iran og Iraq i årene 1980 til 1988. Ca 500.000 mennesker mistede livet i den krig.
I serien fra 2000, Like Every Day, tager Shadi Ghadirian fat på kvinderollen ikke kun i Iran men mange andre steder på kloden.
Serien viser Figurer (kvinder) klædt i den iranske klædedragt, chador. Dragterne er ikke lavet af det traditionelle klæde, men tilsyneladende af duge, gardiner og andre stykker stof, man forbinder med indretning af hjemmet. Ansigterne er erstattet af husholdningsobjekter som kost, tepotte, gummihandske osv. og skal vel vise den anonyme rolle som mange iranske kvinder indtager, gemt bort hjemme og klædt i en chador. Kvinderollen er fastlåst i Iran, på trods af det faktum, at der er flere kvindelige studerende på universiteterne i forhold til befolkningstallet end der er i Europa, men kvinden forventes stadig at være hjemmearbejdende efter ægteskab.
I et interview siger Shadi Ghadirian selv om Like Every Day serien: “In my photos you see women wearing flowery chadors. It’s a kind of chador that women always wear inside the houses, they are colorful. In these photos you cannot see their faces. You can see, for example, a cup or things related to the household, things instead of their face”. “I travel a lot and I see many many women around the world and I realize that it’s the woman, it’s the mother that’s always worried what should the baby eat. And if they are doctor, if they are teacher, if they are photographer, if they are housewife it doesn’t matter. In their mind they are always thinking about these things. It’s a part of the women’s life I think.”
Shadi Ghaderien har en omfattende produktion bag sig. Hun bor og arbejder stadig i Tehran i Iran, og arbejder med at belyse menneskets vilkår i en islamisk stat, der er styret af præsteskabet og reguleret af sharialov.
I 2004 lavede hun en serie, der hedder East By West, hvor hun viser kvindeportrætter optaget på vestlig maner med modellerne i vestligt tøj, bare arme, bare ben og med håret frit fremme. Finten er, at hun som en anden kulturcensor med sort tusch har malet det over på portrætterne, som ikke er tilladt at vise i Iran.
I 2011 offentliggjorde Shadi Ghadirian en serie, der hedder Miss Butterfly. Teknisk er den anderledes end de tidligere serier, idet den er i sort-hvid, og indholdsmæssigt er den mere symbolistisk og ikke så let tilgængelig som de tidligere arbejder. Her er kvinden en sommerfugl fanget i et edderkoppespind, der forhindrer hende i at komme ud i lyset. Spindet er spinkelt og dog er det en forhindring, og man kan ikke bryde ud af spindet uden at ødelægge grundlaget for et andet væsen. Vi ved, at et edderkoppespind ikke holder evigt, at det forsvinder med tiden, og det er måske meget beskrivende for situationen for kvinderne i Iran i dag og for Iran selv. Verden er under forandring.
Shadi Ghadirians fotografier er det Iran, jeg oplevede i 2016. Et land dybt forankret i tradition, med en historisk bevidsthed og en stolthed, der viser sig i befolkningens åbenhed, hjælpsomhed og interesse., men også et fuldt moderne fungerende samfund med øjnene åbnet mod fremtiden.
Der samler sig ord, sætninger og/eller visuelle indtryk i mig i tidens løb. Indtrykkene kommer oftest ud som billeder. Billeder, der måske er bearbejdet med forskellig software og udtrykker min personlige opfattelse af en situation eller stemming. Nogle gange er det en slags prosa, der beskriver de indtryk, jeg har i min hjerne. Historier, noveller eller måske slet og ret begyndelser, der er små skrevne billeder af en virkelighed, som jeg måske selv har skabt eller noget jeg har hørt eller overværet. Og nogle gange hænger ord og billeder sammen.
1.
Hvad var det for et spejl der blev holdt op foran mig? Hvem tilhørte de hænder, der trodsigt bar det frem mod mig?
Indelukket, tvær, indforstået. Boblende af det raseri, der vælder op til overfladen med en kraft og en hurtighed, så man slet ikke ænser signalerne eller de røde advarselslamper, der garanteret blinkede med desparat insisteren fra det splitsekund impulsen til raseri fødes til eder og forbandelser står ud af munden.
Raseriet var et kendetegn for mig – mit BRAND så at sige. Som en for tidlig sædafgang kom det bag på mig gang på gang. Måske var det tydeligere for mig end for mine omgivelser i hvor høj grad, raseriet styrede mit liv. Styrede selv når jeg forsøgte at kontrollere det ved hjælp af mentale bølgebrydere, som jeg byggede længere og længere ud i det stormhærgede hav, som udgjorde mine følelser. Jeg kunne jo se det i spejlet, tydeligt, enhver lille detaljes struktur stod lysende klar for mit blik. Det var ikke nødvendigt med musvågesyn eller sygekassebriller her
2.
Hvis vejret skifter igen, sidder vi måske i saksen og kan hverken komme frem eller tilbage. Mærkeligt at være afhængig af udefrakommende faktorer, nu hvor vi er kommet så langt, som vi er.
Skydækket veksler hele tiden, så vi kan ikke læse noget der, selvom i hvert fald een af os er ekspert på det område, men det viser jo bare med al ønskelig tydelighed, at man nogle gange må overgive sig til de magter, der synes større end een selv. Hvis der var en præst blandt os ville hun sikkert forklare det timelige i en sådan overgivelse, for intet er vel større end det himmelske? Men der er ingen præst, så vi må bare følge naturens luner med tilbageholdt åndedrag og uudtalte bønner om det bedst mulige vejrlig.
Vi spejder mod horisonten som synes at bevæge sig næsten umærkeligt væk. Vi flytter os ikke og har ikke gjort det i flere dage, men vi kan alle se det, hvilket burde udelukke synsbedrag eller fatamorgana, men vi føler os mere og mere isolerede. Selv horisonten har opgivet ævret og flytter sig bort.
3.
Koncentration. Led tankerne et andet sted hen, for det betyder måske slet ikke ret meget, når alt kommer til alt. En lille ubetydelig handling, resultatet af manglende omtanke. Hvem kender ikke til manglende omtanke? Et henkastet ord, en bevægelse og straks er Fanden løs. Jeg gjorde det. En ikke-gennemtænkt gestus fra min side, som blev opfattet forkert på alle mulige måder og alle leder og kanter.
4.
Efter en samtale sad han tilbage og betragtede det landskab, hvor ordene havde bevæget sig ud og ind i mellem hinanden. Det lignede resultatet af den brændte jords taktik. Ikke et træ stod urørt tilbage, ikke et græsstrå havde undgået nedtrampning. Selv den mentale horisont osede af mørk og uigennemtrængelig røg. Det var den måde de bevægede sig frem på. Tilintegøre argumenter, bane vejen, nej, tromle vejen for egne ord og tankekonstruktioner uden hensynstagen til den andens følelsesliv. Sådan var deres samtaler, syntes han. Et tilfældigt møde for mange år siden, og stadig var jorden varm efter kampen; en enestående gestus kunne frelse dem, enestående ikke i betydningen særlig, men enestående i betydningen at være den eneste. En løftet hånd, måske en hånd der tøvende, lidt forsigtigt blev rakt frem, kunne være nok til at afbryde krigen, eller i det mindste skabe en tidslomme, en våbenhvile, hvor det ikke drejede sig om at sejre i denne underlige kappestrid på meninger og holdninger. Forsmået, tænkte han, og trak vejret lettet. Det var en mulighed, en udvej fra det ind i mellem mareridtsagtige samvær. At blive kastet på porten ville være en befrielse
5.
Et dobbeltportræt af søstrene bragte en sær spænding frem i hans ellers meget afslappede og kontrollerede sindsstemning. Een var rigelig, og to var en anelse for meget, og han vidste på forhånd, at han ville have svært ved at tale normalt med dem, når de dukkede op. Det var kun gode ting, han havde hørt om dem. Fremkommelige, venlige, der var endda en, der havde brugt ordet smidig, og hvordan pokker skulle han tolke det? To smidige søstre. Var de eller havde de været et cirkusnummer? Trapezkunstnere, en flyver og en fanger? Slangemennesker, sabelslugere eller linedansere. Han gøs ved tanken, skønt tanken om søstrene i trikot behagede ham. Måske var der en dør ind til en rum i hans bevidsthed, han ikke kendte? Et rum befolket af cirkusartister og gadeperformere. Skræmmende, tænkte han og vendte sig uden at tænke over det mod døren, der førte ud i verden.
6.
Et rum befolket af et enkelt menneske, en vogterske, en gennemrejsende figur der har set alt med et blik, der lyser af både indsigt og overbærenhed. Det er svært at genkende det rum, hun opholder sig i, men der er ingen tvivl om, at hun ejer rummet. Hun står som en mand, en betydningsfuld mand. Med hænderne i siden og skrævende ben. Hvis hun var en mand, ville hun sikkert klø sig i skridtet. Et tegn på dominans. Hvor har jeg set hende før? Jeg fornægter intet, jeg nægter intet; hendes skønhed og styrke fascinerer.
Man begynder at lede i eet hjørne af nettet, og snart er man over det hele. Hulter til bulter strømmer informationerne ind.
Således også forleden. Jeg sad og søgte oplysninger om den amerikanske fotograf Man Ray, da jeg faldt over et af hans billeder af en smuk kvindelig model. Billedteksten fortalte, at modellen hed Lee Miller. Hun var Man Rays muse en periode, stod der også.
Muse?
Et vidunderligt begreb. I antikkens Grækenland var der ni muser for forskellige videnskaber og kunstarter, som de hver især beskytter.
Men en muse er også en rigtig levende person, oftest en kvinde, tror jeg, der inspirerer en kunstner til at skabe, til at udvikle sig, til at yde sit ypperste.
Det har været mit store held, at jeg i seneste år, har mødt især to unge kvinder, L og C, som har betydet utrolig meget for min udvikling som fotograf. De har bragt mig over nogle fotografiske (kunstneriske?) grænser, som jeg ikke troede, jeg kunne krydse. De har inspireret mig og gjort mig bedre, og for det er jeg evigt taknemmelig.
Flowery dress.
Foto Jens Ulrich
Siddende Model.
Foto Jens Ulrich
Men det er ikke ‘mine muser’, det skal dreje sig om. Det skal dreje sig om en af Man Rays muser, Lee Miller.
Lee Miller blev født i 1907 i USA. Hun var mannequin og model i 1920erne i New York, da hun fattede interesse for surrealismen. Hun rejste i 1929 til Paris, der var den tids samlingspunkt for billedkunstnere, skulptører, forfattere og alle mulige afskygninger af andre kunstneriske aktiviteter. Hemmingway, Picasso, Braque og mange andre slog deres folder i den franske hovedstad, og Lee Miller kom ind i kredsen. Forresten kan man se Woody Allens film ‘Midnight In Paris’ for at få et indtryk af livet i Paris på det tidspunkt.
En af kunstnerne var fotografen og surrealisten Man Ray. Vel ankommet til Paris, opsøgte Lee fortrøstningsfuld Man Ray og sagde, at hun gerne ville i mesterlære hos ham som fotograf og kunstner. Han sagde: Nej tak, jeg tager ikke elever! Men hun blev alligevel hurtigt hans model, elev og samarbejdspartner. Ray og Miller fandt også sammen som elsker og elskerinde.
foto Man Ray foto Man Ray
foto Man Ray
Sammen med Man Ray ‘opfandt’ hun den fotografiske proces, der hedder solarisation.
Ganske kort er det en proces, hvor delvis fremkaldt film eller fotopapir udsættes for et kortvarigt lysglimt, før materialet fixeres. Lyse partier bliver mørkere, og billedet fremstår som en blanding af negativ og positiv.
Et eksempel på Solarisationsteknikken:
Solarisation.
Foto Man Ray
Lee Miller begyndte at arbejde som fotograf i eget atelier og løste mange af Man Rays kommercielle opgaver i hans navn, samtidig med hun skabte sig sit eget navn som fotograf. Hun fortsatte også med at sidde model for Man Ray,
foto Man Ray foto Man Ray foto Man Ray
Lee Miller blev kun tre år i Paris og vendte tilbage til New York i 1932 og etablerede sin fotografiske virksomhed der og løste både reklameopgaver og lavede portrætfotografering. I 1934 giftede hun sig og flyttede til Ægypten. Hun forlod ægtemand og Ægypten og vendte tilbage til Paris i 1937.
Under 2. verdenskrig boede hun i England, indtil hun etablerede sig som fotojournalist og lave billedreportager fra Blitzen over London i 1941. Ganske kort tid efter invationen i Normandiet arbejdede hun sammen med en anden fotograf fra Life Magazine, David Scherman, og fotograferede kamphandlingerne i Frankrig, Paris befrielse og i 1945 var hun med de amerikanske tropper, der befriede kz-lejrene Dachau og Buchenwald. Da amerikanerne befriede München tog Millers kollaga et næsten ikonisk billede af Lee Miller der bader i badekaret i Hitlers private lejlighed i München.
Lee Miller i Hitlers badekar i hans private lejlighed i München. 1945
Foto af David E Scherman/Lee Miller.
Efter krigen boede hun England med en ny ægtemand. Hun blev ved med at fotografere, dog i mindre målestok og hun holdt forbindelse med kunstnervennerne fra Paris. Alle de frygtelige minder fra krigen og især fra kz-lejrene hjemsøgte hende; hun havde vel nærmest post-traumatisk stress syndrom, og led af gentagne depressionsanfald. Dog bevarede hun forbindelsen til kunstnerkredsen fra tiden i Paris.
Lee Miller havde øje for kvindernes rolle under 2. verdenskrig. De følgende eksempler viser hendes arbejde som fotojournalist.
Pilot i De Frie Polske Styrker i England 1942, Anna Laska Som et apropos til Europa i dag. Flygninge i Luxembourg 1945 Fransk kvinde arresteret i Rennes 1944. Anklaget for at være kollaboratør.
Foruden at være model for Man Ray, stod Lee Miller også model for Picasso i 1937, hvilket der kom en serie portrætter ud af, og her er et af dem Portrait of Lee Miller as l’Arlesienne
Portrait of Lee Miller as l’Arlesienne
Et fotografi af et gensyn; Pablo Picasso og Lee Miller mødtes igen straks efter krigens slutning.
Pablo Picasso og Lee Miller efter krigen 1945
Millers søn, Anthony Penrose, fortæller i 2015 om Picasso og Miller til The Guardians journalist, Holly Williams:
“Of course she was very beautiful, but that was not, in itself, enough for Picasso,” posits Penrose. “What was important was she had this tremendous warmth of personality, she was always the person who made everyone laugh. She also had a very American quick wit – the New York one-liner, the wisecrack.”
Lee Millers livsforløb har gjort stort indtryk på mig. Hendes stædighed når hun realiserer sine ønsker, hendes evne til at inspirere andre kunstnere som Man Ray og Picasso til at skabe kunst, som vi andre har glæden ved at betragte. Hendes talent som fotograf, hendes vovemod som fotojournalist og især hendes vilje til at træde ud af det kønsrollemønster som ellers var mur- og nagelfast for kvinder i begyndelse af det forrige århundrede er imponerende. At opdage Lee Miller og hendes liv var en uventet bonus ved at kigge efter billeder af Man Ray.
Annie Leibovitz er, efter min mening, den største og bedste nulevende fotograf.
Man kan af mange grunde selvfølgelig ikke komme med sådan en udtalelse. Der er tusindvis af nulevende fotografer, og de tager tusindvis af billeder, jeg ikke kender, og som jeg aldrig får at se, sådan er det. Men baseret på min glæde og instinktive fornemmelse, der med næsten 100%s nøjagtighed genkender et af hendes billeder, når jeg ser det, udbryder jeg igen: Annie Leibovitz er den største og bedste nulevende fotograf.
Bogen på mit skrivebord. Foto Jens Ulrich
The Photojournalist hedder den bog, der ligger på mit arbejdsbord. Den er udgivet i 1974, og jeg købte den i 1976 eller 77 hos Arnold Busck på Købmagergade. Den var pakket ind i noget cellofanagtigt materiale, så jeg ikke kunne komme til at kigge i den, og jeg købte den udelukkende, fordi jeg faldt for Mick Jaggerbilledet på omslaget. Hverken Mary Ellen Mark eller Annie Leibovitz var navne, jeg kendte.
Da jeg kom hjem og fik den pakket ud og kigget på billederne, faldt tusinde brikker på plads for mig. Det første fotografi i bogen var Leibovitz’ ikoniske portræt af John Lennon i overall og med de runde briller. Selvfølgelig kendte jeg billedet, det havde været på forsiden af Rolling Stone Magazine, men jeg havde aldrig fæstnet mig ved fotografens navn.
John Lennon, 1970. Foto Annie Leibovitz.
Annie Leibovitz er født i oktober 1949 i USA. Vi er lige gamle, hun er et par måneder yngre end mig, men vi er vokset op i den samme tid, har sikkert hørt den samme musik og set de samme film, og blevet præget af de samme verdenspolitiske begivenheder.
Bogen havde en masse af Annie Leibovitz’ billeder af rockstjerner og skuespillere, men også en gribende serie af en besøgsdag i Soledadfængslet, hvor hun har portrætteret mandlige indsatte og deres koner og kærester. I stor set alle de billeder, der var i bogen, havde hun skildret en intimitet, som jeg aldrig havde lagt mærke til i fotografier før. Det var grænseoverskridende, hun var grænseoverskridende.
Jeg fulgte hendes arbejde, så godt jeg kunne i de følgende år. Det var sporadisk, der var ikke noget internet, så det var tilfældige møder med hendes arbejder i diverse blade og magasiner, der krydsede min vej.
Isabella Rossilini og David Lynch. Foto Annie Leibovitz.
Billedet af Isabella Rossillini og David Lynch er fra midtfirserne, formentlig i forbindelse med filmen Blue Velvet, og jeg kan huske mine tanker, første gang jeg så det. Det er et maleri, det er et næsten surrealistisk maleri med overtoner af Magritte og en samtidig mærkværdig forbindelse tilbage til renæssancemaleri, hvor der ofte er en mand med en masse tøj eller rustning på og en skønjomfru uden ret meget beklædning. Jeg var og er vild med det, og jeg kan tydelig se, hvordan det stadig inspirerer mig. Den blottede skulder er ofte en del af mine portrætter.
Foto Annie Leibovitz.Foto Annie Leibovitz
Når jeg er ser på Annie Leibovitz’ fotografier står tiden stille. Ikke kun for mig, men også på billederne. Personerne er roligt afventende, oftest med blikket rettet mod beskueren. Det er konstruerede situationer, hun viser. Billederne er ikoner, intet er tilfældigt. Det er arrangeret virkelighed, næsten så langt man kan komme fra fotojournalistik. Den æstetiske harmoni er et vigtigt element i billedkonstruktionen.
Annie Leibovitz giver den gas med farver, lys og modellerne udfører flotte poseringer. Der spares ikke på noget, når der arbejdes, men det er altid vedkommende portrætter, hun laver. Man aner personligheden bag udenomsværket. Både modellens personlighed men også fotografens. Som fotograf lærer jeg noget, hver gang jeg kigger på hendes billeder.
Et par eksempler på portrætter med den bare skulder som et billedelement og en næsten oliemaleriagtig stemning og farveholdning. Det er Selma Hayek i rød kjole sammen med unavngiven abe, og med ryggen til, er det Nicole Kidman.
Foto Annie Leibovitz.Foto Annie Leibovitz.
Det er ikke kun dårende dejlige skuespillere og modeller, Annie Leibovitz arbejder med. Et eksempel er det skånselsløse og prunkløse portræt af Iggy Pop. Det billede viser præcis, hvad rock’n roll er for en størrelse. Tough as nails and working out.
Foto Annie Leibovitz.
Annie Leibovitz kommer tæt på i sine portrættet. Ofte virker det, som om der ingen barrierer er mellem fotograf og model. Nogle af billederne oser af intimitet. Jeg har en fornemmelse af at overvære noget, som jeg egentlig ikke skulle se, og som jeg måske slet ikke har lyst til at se, men jeg er sikker på, at de billeder er nøjagtig ligeså arrangerede som alle de andre, for Annie Leibovitz er også en manipulator, og som alle andre billedkunstnere skaber hun sin egen virkelighed eller sine egne ikoner. Der er ingen tilfældighder i hendes arbejder.
Yoko Ono og John Lennon. Foto Annie Leibovitz.Jerry Hall og barn. Foto Annie Leibovitz.
I 2015 blev Annie Leibovitz valgt til at fotografere Pirelli-kalenderen for 2016. Den kalender er kendt for fotografier af smukke unge kvinder i forskellige grader af afklædthed og bliver oftest optaget på eksotiske steder i verden.
Sådan gør Annie Leibovitz ikke. Hun inviterer modne kvinder ind i et lidt skramlet studio i New York. Kvinderne er betydningsfulde store stjerner i kunst, videnskab, sport, kultur og showbusiness: Patti Smith, Serena Williams og komikeren Amy Schumer. Det er et fantastisk low-key projekt, som det lykkes Annie Leibovitz at realisere til perfektion.
Annie Leibovitz er som sagt en fantastisk fotograf. Jeg er betaget af hendes håndværk, hendes evne til at tænke billederne og hendes vilje til at realisere dem. Hun er en inspiration og et forbillede, og jeg er lykkelig for at jeg købte den bog, jeg nævnte i starten og som helt fra begyndelsen gjorde mig opmærksom på denne vidunderlige kunstner.
Til sidst et fotografi med model og Venedig. Flot komposition og elegant farveskala.
Min far og min mor var naturligvis de første ikoner i mit liv.
Sådan er det vel pr automatik?
Da jeg blev lidt ældre, sådan omkring 7-8-9 år (jeg er født i 1949), blev fotografier i aviser og ugeblade vigtige ingredienser i min barndom, og pludselig dukkede der billeder op i mit liv af en ung fransk kvinde med strutskørt, trutmund og langt lyst hår. Brigitte Bardot. Hun blev pludselig en vigtig person i mit liv. Der var andre stjerner, der dukkede op samtidig, f.eks. Fess Parker som Davy Crockett, Alfredo di Stefano fra Real Madrid og den unge ungarske kvindelige frihedskæmper med den russiske maskinpistol og usandsynlig triste øjne, der var blevet fotograferet under den ungarske opstand i 1956. Jeg har senere læst, at hun blev dræbt et par dage senere.
Fotografier gjorde et stort indtryk på mig. De var med til at forme min verdensopfattelse, jeg huskede dem, så når jeg først havde set et fotografi, vidste jeg, hvor jeg havde set det og i hvilken sammenhæng. Sådan er det stadig. Fotografier er en utrolig stor størrelse i min tilværelse. Jeg laver fotografier, jeg kigger på fotografier, jeg omgiver mig med fotografier, og ofte tænker jeg i fotografier.
Senere blev jeg udsat for malerier, tegninger og mange andre former for grafisk udtryk. En fantastisk verden blev åbnet for mig som beskuer. Desværre havde min tegnelærer på Matthæusgades skole gjort et stort nummer ud af at fortælle mig, at jeg ikke kunne tegne og i det hele taget ikke havde flair for billeder, så jeg nøjedes med at kigge.
En af de første kunstnere, jeg som stor dreng blev fascineret af, var Pablo Picasso. Og det var naturligvis Guernica der fangede mig ind og fik mig til at søge efter flere billeder af den geniale spanier.
Og nu knyttes Bardot og Picasso sammen i min historie.
Fordi forleden fandt jeg på mashable.com en serie fotografier fra 1956 med Picasso og Bardot.
I 1956 var Picasso 74 år, og Bardot 21. Picasso var udråbt som geni osv, og Bardot var en stjerne på vej op.
De mødtes i Picassos hjem/atelier i byen Vallauris på den franske riviera, for da Bardot alligevel var i området til filmfestival i Cannes, smuttede hun lige hen og besøgte Picasso.
Fotografen Jerome Brierre fra Life Magazine forevigede mødet mellem den smukke unge stjerne og den aldrende kunstmaler.
Picasso malede eller tegnede mærkelig nok aldrig Bardot, men fotografierne, Jerome Brierre tog, eksisterer stadig, og jeg tillader mig at vise dem her.
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa “Californie” in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)Pablo Picasso in his studio in Vallauris with actress Brigitte Bardot during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Jeg er vild med de billeder, for jeg synes, at de stråler af en eller anden form for gensidig respekt og beundring. Pablo Picasso er tydeligvis også fuldstændig betaget af den unge smukke kvinde, der er på besøg. Jeg mener, hvilken mand ville ikke være bjergtagen af en ung Brigitte Bardot, men jeg fornemmer altså også en connection mellem de to, som var særlig. Jeg er meget glad for, at jeg fandt denne serie fotografier. Fotografen Jerome Brierre var dygtig at være der til dette møde.
Museet Trapholt ligger fuldstændig fantastisk ved Kolding Fjord og pynter. Ikke alene fordi det er smukke bygninger i smukke omgivelser, men også fordi museet altid er et besøg værd med spændende særudstillinger og en interessant permanent samling.
Vi besøgte Trapholt for et par uger siden primært fordi vi ville se Martin Bigums særudstilling. Det gjorde vi, altså så Bigum, og var nærmest mundlamme. Manden er en utrolig maler, og det var en stor oplevelse. Men det der faktisk tog pippet fra mig var udstillingen Fetichisme. Udstillingen var ikke så umiddelbart erotisk pirrende som titlen eller kunne antyde, men man blev fuldstændig opslugt af den mangfoldighed af tolkninger af begrebet, som man blev præsenteret for. Om udstillingen skriver museet selv:
Velkomstbillede ved indgangen til udstillingen
“Udstillingen tager fat i de tidlige, sanselige barndomsoplevelser, der ligger i underbevidstheden og påvirker den personlige forkærlighed for bestemte materialer og genstande. Trapholt har inviteret en af verdens førende trendforskere, Lidewij Edelkoort, som her definerer 10 distinkte fetich-temaer hun ser dukke op indenfor design. Hun har udpeget 100 af de varmeste navne på den globale designscene til at bidrage under temaerne nudisme, sado-masochisme, romanticisme, spiritualisme, absurdisme, infantilisme, regionalisme konsumerisme, shamanisme, og legendisme.
Edelkoorts centrale pointe er, at vi i stigende grad benytter design som fetich, for at knytte an til en stadigt mere omskiftelig verden. Med afsæt i psykologien argumenterer hun for, at den personlige tilbøjelighed til en bestemt type fetich højst sandsynligt kan spores helt tilbage til vores egen barndom.”
Jeg tog nogle billeder med min iPad og resultatet kan ses her.
Man kan vel ikke hele tiden bare lave portrætter og opstillinger indendørs?
En gang i mellem skal man vove sig ud i virkeligheden, og så kan man jo faktisk tage sit kamera med og se hvad der kommer ud af det.
Det kaldes at træde ud af sin Comfort Zone. Bryder mig dårligt om det, sådan rent fotografisk.
For mit vedkommende må jeg indrømme, at jeg finder det svært at fotografere landskaber og bakker og marker og floder og bjerge og al den slags.
Fornylig var vi en uge på ferie, fruen, kameraet og jeg. Vi gik ture, og jeg tog nogle billeder af det i øvrigt smukke landskab i Nordsjælland.
Nogle af de billeder kan man så lige se nedenfor. (og man kan se en stor version ved at klikke på de små billeder)
En smuk dag med skyerPludselig var man ansigt til ansigt med en klynge birketræerEn høste mark med en vildfaren planteCa. 3500 år gammel gravhøj.
Det er det med lyset. Det uregerlige lys i naturen. Jeg kan ikke styre det, jeg kan ikke forme det, som jeg synes, jeg kan, når jeg laver portrætter og stilleben indendørs i mine trygge rammer. Og så kan jeg forresten ikke kommunikere med naturen, som jeg kan med de mennesker, jeg har den glæde at fotografere.
Men selvfølgelig skal ud af min Comfort Zone. Jeg er gammel nok til at vove pelsen og traske ud i skov og marsk og mark, og hvem ved? Måske møder jeg en kronhjort, som er så venlig at stille sig i positur og lade sig portrættere.
For de fleste er det mærkeligt, skræmmende og unaturligt at blive fotograferet, men en fotografering er også en form for dokumentation af dit liv. Du har klædt dig i noget tøj, du føler dig tilpas i, håret sidder, og makeuppen er i orden, så resultatet viser, hvordan du så ud netop den dag i dit liv, hvor billederne blev taget.
Carina SMKDet er et samarbejde mellem fotograf og model, hvor vi hver især yder vort. Jeg fotograferer under kontrollerede forhold. Det vil sige, at modellen ved, hvad der foregår, og jeg har styr på lys, ISO, blænde, lukkertid og hvad jeg ellers skal have styr på. Når det er på plads, kan jeg placere modellen i rummet i forhold til lys osv, og især i poseringer, som jeg foretrækker i det øjeblik, og som jeg synes klæder modellen og billederne bedst.
En siddende model signalerer for mig ro og afslappethed; læn dig lidt tilbage, benene overkors, tak, nej det andet ben skal over det første, drej dig lidt, og pludselig er det rigtige billede i søgeren.
Chris in the studio, 2014Det er vigtigt for mig, at en fotografering er sjov, både for model og for fotograf. De mennesker jeg fotograferer er oftest kommet, fordi jeg har spurgt om de havde lyst til at lave nogle billeder sammen med mig. Det kan være et ansigt, et blik, en bevægelse, en udstråling og personlighed, der fanger mig, og får mig til at tænke, at hende/ham må jeg fotografere.
Josefine in the Studio 2014Jeg er vild med at fotografere mennesker. Naturligvis er der tidspunkter, hvor jeg siger, at nu gider jeg ikke mere, men så møder et menneske, der bringer gnisten tilbage. Og jeg synes det er sjovt, at være med til at bringe det bedste frem i modellen, og måske finde nogle sider af personligheden, som ikke vises frem til hverdag
Liza Who caught me by surprise, 1915Karen Arends fra Wiit and Delight har et godt råd til modellen:
Tag en dyb indåding og så en dyb udånding. Hvis du som model er lidt usikker og nervøs, så tag en dyb indånding gennem næsen og ånd ud gennem munden. Lad skuldrene falde ned, og næsten pr automatik slapper du af, dit ansigt slapper af, og du får et mere naturligt forhold til kameraet. Det virker faktisk.
Mimi, 2015Edward Steichen sagde, at et portræt bliver ikke til i kameraet,
men foran og bag ved kameraet.
Der er noget om snakken.
Hvis der ikke er samklang mellem model og fotograf, sker der ikke noget på billedet.
Der er ingen tvivl. Jeg er erklærer mig skyldig i at kunne lide den fotografiske stil, som var fremherskende i 50erne og 60erne. Opstillingen, lyset, hele den måde at se tingene på.
Det er naturligvis ikke reportagefotografiet eller dokumentarismen jeg taler om. Nej, det er portrætstilen og modebilledet der interesserer mig. Mine helte er Avedon, Penn, Greene, Steichem og Beaton bare for at nævne nogle enkelte.
Christine 2014
Det aspekt der især optager er mig er den ro, der er i de billeder, jeg holder af. Jeg forsøger altid at skabe ro i mine portrætter. Det virker måske lidt stillestående, men det er vigtigt for mig at fotografiet i denne genre lægger afstand til forvirring og den fornemmelse af kaos, som vi ofte bærer rundt på i vort indre.
Twiggy fotograferet af Richard Avedon
Selv når Avedon tager et billede af Twiggy , lidt uskarpt og med håret i fuld bevægelse foran kameraet, fornemmer jeg ro hos Twiggy.
Mimi 2015.
Det er et spørgsmål om tillid mellem model og fotograf,
og det rum, der skabes, skal være et sted, hvor såvel fotograf som model skal føle sig tryg, således at man tør bekende kulør og vover at lege med. Så kommer de gode billeder.
Birgitte 2015
Jeg synes, det er fantastisk at få lov til at lave portrætter. Et privilegium at få tilladelse til at se sider som normalt ikke vises frem, men som netop får lov at blomstre i den meget personlige situation, det er at blive fotograferet og at fotografere.
Selma 2014
Den amerikanske fotograf, Alfred Stieglitz, sagde: In photography there is a reality so subtle that it becomes more real than reality.
