Der samler sig ord, sætninger og/eller visuelle indtryk i mig i tidens løb. Indtrykkene kommer oftest ud som billeder. Billeder, der måske er bearbejdet med forskellig software og udtrykker min personlige opfattelse af en situation eller stemming. Nogle gange er det en slags prosa, der beskriver de indtryk, jeg har i min hjerne. Historier, noveller eller måske slet og ret begyndelser, der er små skrevne billeder af en virkelighed,  som jeg måske selv har skabt eller noget jeg har hørt eller overværet. Og nogle gange hænger ord og billeder sammen.

1.

Hvad var det for et spejl der blev holdt op foran mig? Hvem tilhørte de hænder, der trodsigt bar det frem mod mig?

Indelukket, tvær, indforstået. Boblende af det raseri, der vælder op til overfladen med en kraft og en hurtighed, så man slet ikke ænser signalerne eller de røde advarselslamper, der garanteret blinkede med desparat insisteren fra det splitsekund impulsen til raseri fødes til eder og forbandelser står ud af munden.

Raseriet var et kendetegn for mig – mit BRAND så at sige. Som en for tidlig sædafgang kom det bag på mig gang på gang. Måske var det tydeligere for mig end for mine omgivelser i hvor høj grad, raseriet styrede mit liv. Styrede selv når jeg forsøgte at kontrollere det ved hjælp af mentale bølgebrydere, som jeg byggede længere og længere ud i det stormhærgede hav, som udgjorde mine følelser. Jeg kunne jo se det i spejlet, tydeligt, enhver lille detaljes struktur stod lysende klar for mit blik. Det var ikke nødvendigt med musvågesyn eller sygekassebriller her

2.

Hvis vejret skifter igen, sidder vi måske i saksen og kan hverken komme frem eller tilbage. Mærkeligt at være afhængig af udefrakommende faktorer, nu hvor vi er kommet så langt, som vi er.

Skydækket veksler hele tiden, så vi kan ikke læse noget der, selvom i hvert fald een af os er ekspert på det område, men det viser jo bare med al ønskelig tydelighed, at man nogle gange må overgive sig til de magter, der synes større end een selv. Hvis der var en præst blandt os ville hun sikkert forklare det timelige i en sådan overgivelse, for intet er vel større end det himmelske? Men der er ingen præst, så vi må bare følge naturens luner med tilbageholdt åndedrag og uudtalte bønner om det bedst mulige vejrlig.

Vi spejder mod horisonten som synes at bevæge sig næsten umærkeligt væk. Vi flytter os ikke og har ikke gjort det i flere dage, men vi kan alle se det, hvilket burde udelukke synsbedrag eller fatamorgana, men vi føler os mere og mere isolerede. Selv horisonten har opgivet ævret og flytter sig bort.

3.

Koncentration. Led tankerne et andet sted hen, for det betyder måske slet ikke ret meget, når alt kommer til alt. En lille ubetydelig handling, resultatet af manglende omtanke. Hvem kender ikke til manglende omtanke? Et henkastet ord, en bevægelse og straks er Fanden løs. Jeg gjorde det. En ikke-gennemtænkt gestus fra min side, som blev opfattet forkert på alle mulige måder og alle leder og kanter.

4.

Efter en samtale sad han tilbage og betragtede det landskab, hvor ordene havde bevæget sig ud og ind i mellem hinanden. Det lignede resultatet af den brændte jords taktik. Ikke et træ stod urørt tilbage, ikke et græsstrå havde undgået nedtrampning. Selv den mentale horisont osede af mørk og uigennemtrængelig røg. Det var den måde de bevægede sig frem på. Tilintegøre argumenter, bane vejen, nej, tromle vejen for egne ord og tankekonstruktioner uden hensynstagen til den andens følelsesliv. Sådan var deres samtaler, syntes han. Et tilfældigt møde for mange år siden, og stadig var jorden varm efter kampen; en enestående gestus kunne frelse dem, enestående ikke i betydningen særlig, men enestående i betydningen at være den eneste. En løftet hånd, måske en hånd der tøvende, lidt forsigtigt blev rakt frem, kunne være nok til at afbryde krigen, eller i det mindste skabe en tidslomme, en våbenhvile, hvor det ikke drejede sig om at sejre i denne underlige kappestrid på meninger og holdninger. Forsmået, tænkte han, og trak vejret lettet. Det var en mulighed, en udvej fra det ind i mellem mareridtsagtige samvær. At blive kastet på porten ville være en befrielse

5.

Et dobbeltportræt af søstrene bragte en sær spænding frem i hans ellers meget afslappede og kontrollerede sindsstemning. Een var rigelig, og to var en anelse for meget, og han vidste på forhånd, at han ville have svært ved at tale normalt med dem, når de dukkede op. Det var kun gode ting, han havde hørt om dem. Fremkommelige, venlige, der var endda en, der havde brugt ordet smidig, og hvordan pokker skulle han tolke det? To smidige søstre. Var de eller havde de været et cirkusnummer? Trapezkunstnere, en flyver og en fanger? Slangemennesker, sabelslugere eller linedansere. Han gøs ved tanken, skønt tanken om søstrene i trikot behagede ham. Måske var der en dør ind til en rum i hans bevidsthed, han ikke kendte? Et rum befolket af cirkusartister og gadeperformere. Skræmmende, tænkte han og vendte sig uden at tænke over det mod døren, der førte ud i verden.

6.

Et rum befolket af et enkelt menneske, en vogterske, en gennemrejsende figur der har set alt med et blik, der lyser af både indsigt og overbærenhed. Det er svært at genkende det rum, hun opholder sig i, men der er ingen tvivl om, at hun ejer rummet. Hun står som en mand, en betydningsfuld mand. Med hænderne i siden og skrævende ben. Hvis hun var en mand, ville hun sikkert klø sig i skridtet. Et tegn på dominans. Hvor har jeg set hende før? Jeg fornægter intet, jeg nægter intet; hendes skønhed og styrke fascinerer.