Tak, Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er, efter min mening, den største og bedste nulevende fotograf.

Man kan af mange grunde selvfølgelig ikke komme med sådan en udtalelse. Der er tusindvis af nulevende fotografer, og de tager tusindvis af  billeder, jeg ikke kender, og som jeg aldrig får at se, sådan er det. Men baseret på min glæde og instinktive fornemmelse, der med næsten 100%s nøjagtighed genkender et af hendes billeder, når jeg ser det, udbryder jeg igen: Annie Leibovitz er den største og bedste nulevende fotograf.

Bogen på mit skrivebord
Bogen på mit skrivebord. Foto Jens Ulrich

The Photojournalist hedder den bog, der ligger på mit arbejdsbord. Den er udgivet i 1974, og jeg købte den i 1976 eller 77 hos Arnold Busck på Købmagergade. Den var pakket ind i noget cellofanagtigt materiale, så jeg ikke kunne komme til at kigge i den, og jeg købte den udelukkende, fordi  jeg faldt for Mick Jaggerbilledet på omslaget. Hverken Mary Ellen Mark eller Annie Leibovitz var navne, jeg kendte.

Da jeg kom hjem og fik den pakket ud og kigget på billederne, faldt tusinde brikker på plads for mig. Det første fotografi i bogen var Leibovitz’ ikoniske portræt af John Lennon i overall og med de runde briller. Selvfølgelig kendte jeg billedet, det havde været på forsiden af Rolling Stone Magazine, men jeg havde aldrig fæstnet mig ved fotografens navn.

lennon
John Lennon, 1970. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er født i oktober 1949 i USA. Vi er lige gamle, hun er et par måneder yngre end mig, men vi er vokset op i den samme tid, har sikkert hørt den samme musik og set de samme film, og blevet præget af de samme verdenspolitiske begivenheder.

Bogen havde en masse af Annie Leibovitz’ billeder af rockstjerner og skuespillere, men også en gribende serie af en besøgsdag i Soledadfængslet, hvor hun har portrætteret mandlige indsatte og deres koner og kærester. I stor set alle de billeder, der var i bogen, havde hun skildret en intimitet, som jeg aldrig havde lagt mærke til i fotografier før. Det var grænseoverskridende, hun var grænseoverskridende.

Jeg fulgte hendes arbejde, så godt jeg kunne i de følgende år. Det var sporadisk, der var ikke noget internet, så det var tilfældige møder med hendes arbejder i diverse blade og magasiner, der krydsede min vej.

IMG_2812
Isabella Rossilini og David Lynch. Foto Annie Leibovitz.

Billedet af Isabella Rossillini og David Lynch er fra midtfirserne, formentlig i forbindelse med filmen Blue Velvet, og jeg kan huske mine tanker,  første gang jeg så det. Det er et maleri, det er et næsten surrealistisk maleri med overtoner af Magritte og en samtidig mærkværdig forbindelse tilbage til renæssancemaleri, hvor der ofte er en mand med en masse tøj eller rustning på og en skønjomfru uden ret meget beklædning. Jeg var og er vild med det, og jeg kan tydelig se, hvordan det stadig inspirerer mig. Den blottede skulder er ofte en del af mine portrætter.

 

 

IMG_2808
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2809
Foto Annie Leibovitz

Når jeg er ser på Annie Leibovitz’ fotografier står tiden stille. Ikke kun for mig, men også på billederne. Personerne er roligt afventende, oftest med blikket rettet mod beskueren. Det er konstruerede situationer, hun viser. Billederne er ikoner, intet er tilfældigt. Det er arrangeret virkelighed, næsten så langt man kan komme fra fotojournalistik. Den æstetiske harmoni er et vigtigt element i billedkonstruktionen.

IMG_2807
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2811
Kate Moss. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz giver den gas med farver, lys og modellerne udfører flotte poseringer. Der spares ikke på noget, når der arbejdes, men det er altid vedkommende portrætter, hun laver. Man aner personligheden bag udenomsværket. Både modellens personlighed men også fotografens. Som fotograf lærer jeg noget, hver gang jeg kigger på hendes billeder.

Et par eksempler på portrætter med den bare skulder som et billedelement og en næsten oliemaleriagtig stemning og farveholdning. Det er Selma Hayek i rød kjole sammen med unavngiven abe, og med ryggen til, er det Nicole Kidman.

IMG_2816
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2815
Foto Annie Leibovitz.

Det er ikke kun dårende dejlige skuespillere og modeller, Annie Leibovitz arbejder med. Et eksempel er det skånselsløse og prunkløse portræt af Iggy Pop. Det billede viser præcis, hvad rock’n roll er for en størrelse. Tough as nails and working out.

IMG_2817
Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz kommer tæt på i sine portrættet. Ofte virker det, som om  der ingen barrierer er mellem fotograf og model.  Nogle af billederne oser af intimitet. Jeg har en fornemmelse af at overvære noget, som jeg egentlig ikke skulle se, og som jeg måske slet ikke har lyst til at se, men jeg er sikker på, at de billeder er nøjagtig ligeså arrangerede som alle de andre, for Annie Leibovitz er også en manipulator, og som alle andre billedkunstnere skaber hun sin egen virkelighed eller sine egne ikoner. Der er ingen tilfældighder i hendes arbejder.

IMG_2814
Yoko Ono og John Lennon. Foto Annie Leibovitz.
IMG_2813
Jerry Hall og barn. Foto Annie Leibovitz.

I 2015 blev Annie Leibovitz valgt til at fotografere Pirelli-kalenderen for 2016. Den kalender er kendt for fotografier af smukke unge kvinder i forskellige grader af afklædthed og bliver oftest optaget på eksotiske steder i verden.

Sådan gør Annie Leibovitz ikke. Hun inviterer modne kvinder ind i et lidt skramlet studio i New York.  Kvinderne er betydningsfulde store stjerner i kunst, videnskab, sport, kultur og showbusiness: Patti Smith, Serena Williams og komikeren Amy  Schumer. Det er et fantastisk low-key projekt, som det lykkes Annie Leibovitz at realisere til perfektion.

annie2
Foto Annie Leibovitz.
annie3
Patti Smith. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er som sagt en fantastisk fotograf. Jeg er betaget af hendes håndværk, hendes evne til at tænke billederne og hendes vilje til at realisere dem. Hun er en inspiration og et forbillede, og jeg er lykkelig for at jeg købte den bog, jeg nævnte i starten og som helt fra begyndelsen gjorde mig opmærksom på denne vidunderlige kunstner.

Til sidst et fotografi med model og Venedig. Flot komposition og elegant farveskala.

annie1
Foto Annie Leibovitz.